tirsdag den 14. september 2010

CSR - forretningsdrevet velgørenhed

Torsdag d. 2. september mødtes et bredt spekter af virksomheder og ngo´er på CBS til en ”pulstagning” på CSR. Til at belyse emnet var forskellige repræsentanter fra erhvervslivet og ngo´er inviteret herunder Mads Øvlisen, formand for Rådet for Samfundsansvar, Niels Folmann, Adm. Direktør for BBDO og Gitte Seeberg, Generalsekretær fra WWF Danmark. Hertil var Hans Engell inviteret for at agere provokatør og politisk kommentator.

Dagens dialog blev både taget ud fra ngo’ernes ønske om finansiering af deres velgørende arbejde og virksomhedernes ønske om forbedring af deres omdømme under fællesnævneren ”forretningsdrevet samfundsansvar”. At CSR skal være ”forretningsdrevet” er en afstandstagen fra den filantropiske tankegang og vil sige, at virksomhederne skal søge en balancegang mellem økonomi og den gode sag ved at knytte deres sociale handlinger direkte til deres kerneværdier, støtte projekter, der fremmer deres forretning samtidig med, at de gør noget godt for samfundet.


Termen ”forretningsdrevet samfundsansvar” er ligeledes et udtryk for, at det i langt højere grad end tidligere accepteres, at virksomheder ekspliciterer det forretningsmæssige perspektiv bag et CSR-initiativ.
Samtidig med, at der sættes fokus på det forretningsdrevne samfundsansvar stilles der i dag krav til de større virksomheder om rapportering af deres CSR-arbejde som del af en flerdimensionel bundlinje, hvor virksomhederne forventes at redegøre overfor “profit, people & planet” – med en økonomisk, social og miljømæssig årsberetning. Som del af deres årsrapport skal virksomhederne altså redegøre for, hvordan de organiserer, arbejder med og integrerer CSR i deres virksomhed.

”Relevansen” ved et CSR samarbejde, som bl.a. kommer til udtryk gennem integreringen af kerneværdierne, fremhæver Niels FoImann, sammen med ”nærhed” som 2 af nøgleordene for et succesfuldt samarbejde mellem en ngo og virksomhed. Ifølge Niels Folmann er en stor barriere for forbrugerne i dag manglende tillid til virksomhederne og nogle gange også ngo´erne bag. Ifølge Folmann, vil forbrugerne som udgangspunkt gerne betale mere for bæredygtige produkter, men ”er der ikke tillid til virksomhederne, giver det forbrugerne ret til at lade være med at købe bæredygtige produkter – det giver dem aflad”.

/Marie Bækgaard, Project Coordinator

Ingen kommentarer:

Send en kommentar